Oolong te

 

Oolong te er groft sagt en mellemting mellem grøn og sort te. Oolong betyder direkte oversat 'Halvfermenteret' og det er lige præcis hvad den er! Mens grøn te slet ikke fermenteres (gæres) bliver sort te fermenteret 100%. Oolong te er lige midt imellem og det har stor indflydelse på teens smag og aroma.

Oolong te produceres hovedsageligt i Kina og Taiwan, men også fra Indien kan man få Oolong te, som ikke er en bestemt te, men nærmere en betegnelse for en te, der behandles helt specielt. Det er en te som kendetegnes ved dens store blade og den kan synes grov og ikke særlig ensartet, men kvaliteten er der intet i vejen med. Smagen er fin og mild og giver en flot og varm farve. Derfor kan det også anbefales at netop Oolong te serveres i et glas!

Oolong te siges at være god for fordøjelsen og dens lette og friske smag gør den anbefalelsesværdig i forbindelse med indtagelse af mad - Prøv den derfor enten under eller efter et måltid.

Forsøg har desuden vist, at stoffer i Oolong te har en slankende virkning. Forsøgene peger på at Oolong teen sætter skub i energiomsætningen og fedtforbrændingen. Hidtil er det dog kun få forsøg, der er udført. (Kilde: Han KL m.fl. IJO.1999;23(1):98-105).

Oolong te har den egenskab at den aldrig bliver bitter, fordi den ikke indeholder særlig meget tein (koffein). Oolong te er lig med balance og harmoni og den er blødere end sort te og knap så fersk som grøn te.